I en storstilet koordineret aktion mellem italiensk og spansk politi samt det fælleseuropæiske politisamarbejde, Europol, er 106 personer blevet anholdt.
Det oplyser Europol i en pressemeddelelse.
De anholdte mistænkes for at være involveret i et større kriminelt foretagende, der blandt andet omfatter svindel på nettet, hvidvaskning, narkohandel og ejendomskriminalitet.
De anholdte tilhører en kriminel gruppe, der ifølge Europol har relation til den italienske mafia.
Hundredvis af ofre skal være blevet udsat for blandt andet phishing-angreb og anden form for onlinesvindel, hvorefter pengene fra svindlen skal være blevet hvidvasket gennem et større netværk af såkaldte muldyr og skuffeselskaber.
74 millioner
Alene sidste år skal svindlen have sikret de kriminelle et beløb på omkring 10 millioner euro, svarende til godt 74 millioner kroner.
Selvom de fleste af de anholdte er italienere, er hovedparten af dem blevet anholdt i Spanien, hvor de særligt har opereret fra øen Tenerife.
Størsteparten af ofrene for den omfattende svindel er italienske statsborgere.
Ifølge Europol bestod det kriminelle netværk af en velorganiseret pyramidestruktur, hvor de involverede havde forskellige specialområder. Det omfattede blandt andet it-eksperter, der stod for at udføre cyberkriminaliteten, mens der i netværket også var personer, der hvervede muldyr, mens andre var eksperter i hvidvask og i kryptovaluta.
Marihuana-plantage konfiskeret
Som led i den store, koordinerede aktion, har politiet ransaget 16 huse og frosset 118 bankkonti. Derudover har de blandt andet konfiskeret bunkevis af elektronisk udstyr, 224 kreditkort, SIM-kort og en marihuana-plantage.
Anholdelsesaktionen kom efter mere end et års efterforskning, hvor Europol blandt andet har stået for koordinationen mellem italiensk og spansk politi og har bidraget med eksperter, mens de har finansieret, at tre italienske efterforskere har kunnet være til stede på Tenerife for at assistere spansk politi i forbindelse med aktionen.