12-årig anholdt efter video af overfald

Ifølge politiet filmede 12-årig vold mod 11-årig. Politiet lukker nu sagen

En kun 12-årig dreng er onsdag blevet anholdt af politiet for at have filmet en episode, hvor en 11-årig dreng blev udsat for vold af en anden dreng.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

En 14-årig blev tirsdag anholdt for at have stået bag selve volden.

Den 12-årige dreng er onsdag blevet afhørt, men da han er under den kriminelle lavalder, er han ligesom den 14-årige blevet løsladt igen.

De er nu begge overgivet til de sociale myndigheder.

Politiet betragter nu sagen som fuldt opklaret, hvorfor de ikke ønsker yderligere henvendelser i sagen.

Sagen har vakt opsigt, fordi videoen af optrinnet er blevet delt flittigt på sociale medier. Det fik tirsdag politiet til at advare mod at dele videoen.

- Vi må på det skarpeste opfordre til, at man omgående stoppe den ulovlige deling af videoen.
Det er helt urimeligt overfor ofret, der i forvejen er i en traumatisk situation, som risikerer at blive forstærket, når alle pludselig kan se med og ved, hvem der er tale om, lød det fra politikommissær Ulrik Lorentzen fra Fyns Politi.

Politiet gjorde samtidig opmærksom på, at det kan være strafbart at dele videoen. Onsdag har politiet gentaget opfordringen til ikke at dele eller videresende videoen.