En 12-årig dreng og en 21-årig kvinde er blevet udsat for et voldeligt overfald i en vaskekælder i Aarhus.
Det beretter Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Hændelsen fandt sted i en vaskekælder på Kjærslund i Viby, hvor drengen og kvinden var gået ned i kælderen sammen.
Derefter var de gået hver til sit, da den 12-årige fik øje på en 35-årig mand, der begyndte at kalde ham diverse skældsord. Drengen forsøgte at løbe væk fra stedet, men den 35-årige løb efter ham og sparkede ham af flere omgange.
Den 21-årige kvinde hørte skældsordene og forsøgte at komme drengen til undsætning. Det fik manden i det røde felt, og han skubbede kvinden så hårdt i brystet, at hun faldt om. Det lykkedes dog dem begge at løbe væk fra stedet og tilkalde hjælp.
Kort tid efter kom en politipatrulje til stedet, hvor man fik fat i den 35-årige mand. Han blev anholdt og sigtet for grov vold.
Både drengen og kvinden har været forbi skadestuen, men umiddelbart er ingen af dem kommet alvorligt til skade.