Siden en 13-årig pige blev meldt savnet på sin avisrute lørdag eftermiddag, har både politi og familie bedt om hjælp til at finde hende.
Og lørdag aften meddeler politiet, at over 300 borgere allerede har kontaktet politiet i forbindelse med sagen - og politiet har fortsat behov for, at folk tager kontakt og ringer på 114, hvis man har observeret noget i området omkring Kirkerup, Sørbymagle og Fuglebjerg.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Tidligere på dagen fortalte pigens far, Allan Nielsen, at han var i kontakt med hende, efter hun havde færdiggjort sin avisrute omkring klokken 11.30.
Efterfølgende viste det sig, at datteren var forsvundet, og familien fandt både hendes cykel, taske og telefon i vejkanten.
Faren har lørdag eftermiddag bedt om hjælp til at finde den 13-årige på Facebook. Opslaget er delt over 122.000 gange, har mere end fire tusind kommentarer og ni tusind reaktioner.
- Al hjælp er kærkommen, bare vi får hende hjem, sagde Allan Nielsen til Ekstra Bladet tidligere på dagen.