13-årig taget påvirket bag rattet

Skoledreng sad bag rattet i bil med tændt motor, da politiet kom forbi og fandt en større mængde hash

To betjente på patrulje fik sig lidt af en overraskelse, da de klokken 11.37 tirsdag på en parkeringsplads på Ahorn Allé i Ringsted stødte på en 13-årig dreng.

- Patruljen kørte bare i området, og så så de den her bil, der holdt i tomgang og de her meget unge mennesker omkring bilen og tænkte, at det så mistænkeligt ud, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist til Ekstra Bladet.

Da patruljen kørte ind på parkeringspladsen, så de, at den unge dreng, der sad på førersædet, kastede en cigaret fra sig. Efterfølgende konstaterede de, at det var en hashjoint, oplyser hun.

- Og det er ligesom det, der er med til også at give dem et mistankegrundlag for, at der har været noget hash i bilen, og det får de så også bekræftet, da de visiterer, fortæller hun.

Fandt hash ved visitation
Omkring bilen stod to 14-årige drenge. Under visitationen fandt betjentene hos drengen i bilen 32 gram hash, en digitalvægt og flere hundredkronesedler i kontanter, som efter politiets opfattelse kan være fra hashsalg.

Bilen viste sig at være drengens fars, og drengen erkendte, at han havde taget startnøglen derhjemme.

Patruljen tog videre til den 13-åriges hjem. Her ransagede de hans værelse og havde en narkohund med. Hunden snuste sig frem til folie, der havde været hash i, og de fandt nogle 'pølsemandsposer'. De fandt ikke narko eller andet ulovligt.

Den 13-årige og bilnøglen blev overdraget til drengens mor.

Nægtede at oplyse navn

De to andre drenge havde ikke noget ulovligt på sig, og den ene blev vist væk fra stedet. Den anden ville ifølge politiet ikke oplyse, hvem han var. Derfor blev han taget med på stationen, hvor politiet fik et telefonnummer til drengens mor. Han blev sigtet for ikke at ville tilkendegive sin identitet over for politiet.

Selvom drengene er under den kriminelle lavalder, er to af dem stadig blevet sigtet. Grundet deres alder bliver det ikke til en straffesag, men i stedet bliver de sociale myndigheder inddraget.

- Det, man kan sige, er jo, at sagerne egentlig bliver behandlet på samme vis (som hvis de var over 15 år, red.) Det kan godt være, at man ikke kan straffe dem i sidste ende, men man skal jo stadig belyse sagen for at have mulighed for at lave nogle tiltag, fortæller Charlotte Tornquist.

I stedet vil det formentlig gå igennem Ungdomskriminalitetsnævnet, som du kan læse mere om her:

Ungdomskriminalitetsnævnet

Charlotte Tornquist fortæller også om Ungdomskriminalitetsnævnet, som er et uafhængigt nævn, der skal forebygge ungdomskriminalitet. Det gør de ifølge oplysninger på deres hjemmeside ved at 'fastlægge målrettede, individuelle indsatser for kriminalitetstruede børn og unge mellem 10 og 17 år.

Når et barn under 14 indkaldes af Ungdomskriminalitetsnævnet, er det fordi, politiet har henvist barnet grundet mistanke om, at det har begået noget kriminelt. Både barnet og dets forældre har mødepligt ved et møde i nævnet, som foregår ved retten.

Ved en samtale er der blandt andet en kommunalmedarbejder, en dommer og en repræsentant fra politiet med. Disse tre træffer en afgørelse og beslutter, hvad der skal ske.

Der findes tre slags afgørelser: En straksreaktion, et forbedringsforløb eller en beslutning om, at der ikke er behov for yderligere tiltag.