Hele 13 biler er på tre forskellige adresser i Ishøj blevet brændt af.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at der ikke er anholdte i sagen.
- Bilerne er sat i brand på tre forskellige adresser i Ishøj. Nogle af bilerne er totalt udbrændte, mens andre har fået brandskader, oplyser vagtchef Lars Guldborg hos Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.
Lars Guldborg fortæller, at de tretten biler holdt parkerede på P-pladser ved Ishøj Søvej, Østergården og Landlyst Vænge.
Anmeldelserne løb ind omkring klokken to i nat.
- Vi formoder, at der er sat ild til en bil,og så har branden bredt sig til andre biler. Vi går ud fra at brandene er påsatte. Alt andet ville være mærkeligt, når der har været brande tre forskellige steder, siger vagtchefen.
For øjeblikket har politiet ikke mange spor at gå efter.
- Nu skal vi i løbet af tirsdagen have set nærmere på sagerne. Umiddelbart er der ikke anholdelser i sigte, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.