15-årig dræbte bror: Mentalundersøgelse udskyder sag

Teenageren har tilstået knivdrab, men skal mentalundersøges yderligere inden retssagen

Drabet skete i familiens hus i NV-kvarteret den 26. april i år om natten. Foto: Tariq Mikkel Khan
Drabet skete i familiens hus i NV-kvarteret den 26. april i år om natten. Foto: Tariq Mikkel Khan

Det var nøje planlagt, da en 15-årig pige knivdræbte sin 20-årige storebror i familiens hus i det københavnske nordvestkvarter.

Den unge pige var frustreret over den opmærksomhed, som forældrene gav broderen, der havde en psykisk lidelse og derfor havde brug for forældrenes fulde opmærksomhed.

Hun følte sig forsømt og gjorde ifølge en tidligere tilståelse alvor af sin plan, da hun om natten den 26. april i år tog en køkkenkniv og dræbte sin 20-årige bror med flere knivstik i halsen.

Tilståelsessagen, hvor den nu 16-årige pige er tiltalt for drabet, skulle foregå i Retten på Frederiksberg torsdag i denne uge. Men retsmødet er nu udskudt.

- Det er den, fordi man vurderer, at der skal foretages nogle yderligere undersøgelser af pigens mentale tilstand, fortæller den 16-åriges forsvarer, Kristian Mølgaard til Ekstra Bladet.

15-årig pige planlagde drabet på sin storebror: Han fik al opmærksomhed

Den 16-årige pige er under sin varetægtsfængsling tidligere blevet mentalundersøgt og fundet egnet til almindelig fængselsstraf. Teenageren, der har tilstået drabet overfor politiets efterforskere, har desuden gennem forløbet været anbragt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun har modtaget behandling.

Var utryg ved sin bror
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 16-årige pige kendt som 'mønsterelev' i skolen og har gode personlige forhold. Alligevel har broderens lidelse kastet en lange skygger i pigens opvækst, der umiddelbart ikke har været nem.

I et tidligere indlæg på en debatside, har moderen beskrevet, hvordan lillesøsteren i sine første leveår var bange for sin storebror, der på grund af sin lidelse kunne reagere uventet og voldsomt.

Ifølge moderens indlæg lærte storebroderen dog gennem intens træning at blive bedre til at omgås sin lillesøster, han fik forbedret sit sprog, og indimellem opstod der helt almindelige familiesituationer, hvor de to søskende kunne lege sammen.

Alligevel blev livet med storebroderen for meget for den 16-årige pige, der til sidst valgte at tage livet af broderen.

Skærpende omstændigheder
Anklagemyndigheden ventes at forlange en straf på mere end otte års fængsel, som Højesteret ellers har fastlagt som det normale strafniveau for drabsmænd under 18 år.

Men er der i en drabssag skærpende omstændigheder, så som et planlagt drab, kan straffen stige til mere end otte års fængsel.

Søskendedrabet: Kyssede sin bror godnat

Pigens forsvarsadvokat Kristian Mølgaard oplyser, at forsvaret derimod finder en fængselsstraf under otte år passende.

Hvornår tilståelses-sagen igen bliver berammet er endnu ikke klarlagt.