15-årig skoleelev udskrevet efter skuddrama

Under fredagens skyderi i Rødovre blev en 15-årig dreng ramt af skud. Han er nu udskrevet

Følg Krimi

En 15-årig skoleelev blev mandag udskrevet, efter at han blev ramt af et skud i hånden under fredagens koldblodige skyderi i en frisørsalon i Rødovre.

Det fortæller Michael Hauge, ven af den 15-åriges familie, til Ekstra Bladet med familiens tilladelse.

Den 15-årige blev opereret natten til lørdag, inden han to dage senere blev udskrevet. Ifølge Michael Hauge har han det efter omstændighederne godt og har afgivet forklaring til politiet.

Ved at blive klippet
Den 15-årige var ved at blive klippet, da to pistolmænd trængte ind i frisørsalonen Yomok på Islev Torv i Rødovre og affyrede deres våben.

En 17-årig bulgarsk teenage-dreng, der klippede den 15-årige, blev dræbt under episoden, og en 28-årig svensk mand, der også befandt sig i salonen, blev ligeledes ramt af skud.

Det er uvist, hvor den 28-årige blev ramt, men han var i kritisk tilstand efter skyderiet, der fandt sted ved højlys dag kl 11.30 om formiddagen, på det ellers rolige torv klods op af et villakvarter.

Den 28-åriges tilstand er nu stabil.

Mangler gerningsmænd
På nuværende tidspunkt er ingen anholdt efter episoden. Ifølge politiet var mændene iklædt mørkt regntøj under skyderiet, men det er endnu uvist, hvordan de slap fra gerningsstedet.

Vestegnens Politi efterforsker på højtryk skyderiet i frisørsalonen og også det skyderi, som fandt sted natten til tirsdag i Herlev.

Her blev en ung mand fundet dræbt i et grønt område, mens en anden undslap med skudlæsioner og blev bragt på hospitalet af en tilfældig forbipasserende bilist.

Hverken på Vestegnen eller i København ønskede politiet i dag at knytte yderligere kommentarer til skud-sagerne i hovedstadsområdet.

Tirsdag sagde politiinspektør Torben Svarrer, Københavns Politi, at politiet har et tæt samarbejde på tværs af politikredsene om de seneste dages dramatiske begivenheder, og at de undersøger mulige sammenhænge. Læs om det nervøse bandemiljø.

En blodig vinter - fem dræbt og fem såret af skud

Torsdag 2. december

En 27-årig mand blev på Sorgenfrigade tæt på Nørrebrogade i København skudt i ryggen og dræbt midt i myldretiden klokken cirka 16.30. Han var sammen med mindst en uidentificeret mand, der undslap med livet i behold. Politiet anholdt kort tid efter en 21-årig svensk statsborger og en 18-årig dansker for drab og drabsforsøg, og siden er yderligere fire mænd sigtet i sagen. Offeret er ifølge Ekstra Bladets oplysninger medlem af gadebanden NNV, der holder til i Nørrebro/Nordvest-kvarteret.

Fredag 3. december

Klokken cirka 11.30 kom to mænd ind i en frisørsalon på Islevbrovej i Rødovre og affyrede skud. En 17-årig bulgarsk dreng, som ifølge politiet kom til Skandinavien tidligere i år, blev dræbt. Han stod i salonen og klippede en 15-årig skoledreng. Skoledrengen blev ramt af skud i hånden og måtte på hospitalet. En 28-årig mand, der er bosat i Sverige, blev såret alvorligt og var i kritisk tilstand. To mænd er sigtet og varetægtsfængslet efter episoden. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de begge en del af NNV.

Lørdag 4. december

Lørdag klokken cirka 21.30 kom en mand ind på en vandpibecafé på Åboulevard 39 på Frederiksberg og affyrede et skud, der ramte en 39-årig gæst på cafeen i hovedregionen. Offeret er i kritisk tilstand. Gerningsmanden flygtede derefter om hjørnet og af uvisse årsager ind i en nærliggende Netto. Her blev han filmet af et overvågningskamera. Han løb ud af butikken igen og forsvandt. En 18-årig er anholdt.

Tirsdag 7. december

Klokken cirka 1 natten til tirsdag blev to mænd ramt af skud i Herlev ved Hækmosen og Krebsdammen. Den ene mand fandt ud på vejen og stoppede en civil bil, der kørte ham til hospitalet. Hans tilstand er stabil. Senere på natten fandt politiet den anden dræbt i skovbunden. En mand blev kort efter anholdt og sigtet i sagen, men politiet valgte at løslade ham efter afhøring.

Onsdag 15. december

Omkring klokken 16 bliver en mand skudt på en parkeringsplads i Bunkeflostrand i Malmø. Der er tale om en 25-årig dansk statsborger, som dør af sine skader. Ifølge svensk politi flygter gerningsmændene fra stedet i en mørk bil, formentlig en sort Audi RS4 på udenlandske plader. Fire personer blev anholdt i forbindelse med sagen, men løsladt ugen efter. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er et 26-årigt højtstående medlem af gadebanden NNV blandt de anholdte.

Fredag 17.december

Der indløber en anmeldelse omkring kl. 23.30 om, at en 25-årig er blevet såret under en skudepisode i Ulsøparken i Brøndby. Han bliver kørt på hospitalet, men bliver kort tid efter meldt udenfor livsfare. Ifølge politiet er der tale om en lokal konflikt. Ingen er anholdt.

Tirsdag 28. december

Den 22-årige Serdal Bas bliver ramt af skud i Hallingparken i Brøndby Strand, og afgår efterfølgende ved døden. Skuddene falder ved højlys dag omkring kl. 13.00, og politiet efterlyste kort til efter de to mænd 20-årige Ali Yildirim og 25-årige Kenny V. Jensen. Ifølge politiet er de begge tydeligt fanget på video-overvågning. Den ældste af de to mænd har efterfølgende meldt sig selv. Politiet arbejder ud fra tesen om, at drabet kan kædes sammen med skudepisoden i Ulsøparken.

Søndag 9. januar

En 47-årig mand bliver omkring klokken 13 ramt af flere skud i en bagel-butik på Falkoner Allé. Han er i kritisk tilstand. Politiet oplyser, at skyderiet ikke umiddelbart er banderelateret. Der er endnu ingen anholdt, men politiet efterlyser en enkelt mørklødet gerningsmand i alderen 23-25 år.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt