15-årig varetægtsfængslet for teenagedrab

Drabsoffers venner mødte op i retten: Forknyt dreng i hættetrøje i grundlovsforhør nægter sig skyldig

En 18-årig mand blev i weekenden dræbt ved et masseslagsmål i Gentofte. Video: Kenneth Meyer/ Redigering: Martin Ekelund

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): En 15-årig dreng er onsdag blevet varetægtsfængslet til 6, maj for drabet på en tre år ældre teenager i weekenden i Gentofte.

Det oplyser senioranklager Michael Qvist til Ekstra Bladet efter et grundlovsforhør, hvor dørene blev lukket og Ekstra Bladet dermed forhindret i at overvære, hvad den sigtede måtte have forklaret.

De alvorlige sigtelser blev dog præsenteret for drengen før dørlukningen.

Politiet mener, at den 15-årige, som er iført en bordeaux hættetrøje over sit mørkebrune, krøllede hår, førte den kniv, som kostede 18-årige Ali livet.

Han er sigtet for tre forhold. De omhandler med knivstik i brystregionen at have dræbt Ali, subsidiært at have forsøgt at dræbe ham.

Knivstukket teenager døde i sin vens arme

Dertil kommer forsøg på manddrab med knivstik i overkroppen på en af Alis 17-årige venner. Han blev i går varetægtsfængslet for grov vold mod den 15-årige, som indtil i dag har været indlagt med kraniebrud. Det påførte den 17-årige rival ham ifølge politiet formentlig med et bat natten til lørdag.

Sidste sigtelse mod den 15-årige lyder på, at han har stukket en tredje teenager i hånden med en kniv.

Om den sigtedes hænder er forbindinger over det drop, som endnu ikke er fjernet fra drengens krop.

Han har siden den skæbnesvangre nat været indlagt og før i dag ikke fysisk været i stand til at blive fremstillet i grundlovsforhør. Det blev han allerede lørdag aften in absentia.

Ikke færdigbehandlet
Senioranklager Michael Qvist meddelte dog i retssal 1.1 dommeren, at man fra hospitalets side havde vurderet, at den sigtede var klar til et kortvarigt grundlovsforhør, selvom han ikke er færdigbehandlet.

Efter oplæsning af sigtelsen meddelte den 15-årige via sin forsvarer, at han nægter sig skyldig. Han virkede nervøs, mens han kiggede på de fremmødte seks tilhørere. Flere af dem, hvoraf nogle er ældre, sad med korslagte arme og kiggede olmt på drengen.

Ifølge anklageren tilhører de den dræbtes venner, hvoraf flere også er sigtede i sagen. Det påpegede anklageren over for dommeren, før han begærede dørlukning, blandt andet under henvisning til sagens alvorlige karakter og efterforskningen.

Ved grundlovsforhøret i lørdags, som blev afholdt ved Retten i Helsingør, vurderede dommeren ikke, at der var grundlag for at fængsle teenageren på mistanken manddrab, men vold med døden til følge.

Dagens dommer Line Kornerup fandt dog grundlag for at følge anklagerens påstand på to ud af tre punkter. Han blev varetægtsfængslet for drab på Ali. Drabsforsøget på den 17-årige fandt dommeren ikke godtgjort for fængslingen, mens mistanken for at have stukket en kniv i hånden på en tredje teenager var begrundet.

Den unge mand blev efter grundlovsforhøret kørt tilbage til hospitalet og bliver efter alt at dømme udskrevet til fængsling i surrogat på søndag.

Nordsjællands Politi arbejder ud fra en teori om, at man mødtes for at få afklaret nogle uenigheder, hvilket udviklede sig til et masseslagsmål.

Kommunikationen mellem grupperne foregik blandt andet via det sociale medie Snapchat.

Siden den skæbnesvangre nat har politiet arbejdet på højtryk med sikring af spor, afhøringer og andet. Det gælder også indhentning af videoovervågning, som kan bidrage til opklaringen og rækkefølgen af begivenheder, som de rivaliserende grupper ikke er helt enige om.

Speciel sag
Mens to altså lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia, blev fire fremstillet in persona ved Retten i Helsingør, hvor dommeren fulgte anklager Jesper Holms begæring om dørlukning. Flere af de oprindeligt drabssigtede og anholdte var på forhånd blevet løsladt.

- Det er en lidt speciel sag. Da politiet kommer ud til området, kan de se en stor gruppe af mennesker, så alle, der er der, bliver anholdt og sigtet for manddrab. Det viste sig dog efterfølgende, at der ikke var grundlag for at fremstille alle de anholdte i grundlovsforhør. Kun nogle af dem kom i retten lørdag, og ikke dem alle blev sigtet for manddrab - nogle af dem kun for grov vold, sagde anklageren efter retsmødet til Ekstra Bladet.

Her blev de fire fremstillede løsladt. De er fortsat sigtet i sagen for henholdsvis manddrab og grov vold og kommer fra hver sin side af de to rivaliserende grupper.

Ekstra Bladet følger sagen.