Efter en større eftersøgning med hunde og helikopter er 15-årige Olivia Pedersen fra Vejle blevet genforenet med sin familie.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi natten til tirsdag.
- Hun blev klokken 23.45 fundet i god behold i Vejle. På det tidspunkt havde hun været i kontakt med sin familie, og så kunne vi komme ud og hente hende, siger vagtchef Lars Grønlund til Ekstra Bladet.
Han oplyser, at den 15-årige pige ikke har været i problemer eller i dårligt selskab, mens hun har været væk.
Men derudover ønsker vagtchefen ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.
- Vi er glade for, at hun er hjemme igen, men jeg har ikke flere kommentarer, siger vagtchef Lars Grønlund til Ekstra Bladet.
En større eftersøgning på teenageren blev mandag sat i gang i Vejle, da hun ikke dukkede op i skole.