16-årig anholdt i Tyskland: Planlagde attentat

Mindreårig syrer mistænkes for at være del af plot, der ville bombe lokal synagoge

En 16-årig dreng er blandt fire anholdte, der ifølge Spiegel planlagde et sprængstofattentat på en lokal synagoge i byen Hagen, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfahlen.

Anholdelsen skete ifølge Spiegel som en reaktion på en henvendelse fra en udenlandsk efterretningstjeneste. Her advarede man imod en formodet islamist i Tyskland, der opførte sig mistænkeligt på internettet.

I en chat, som den udenlandske efterretningstjeneste overvågede, skal man have drøftet et attentat.

Den efterfølgende efterforskning, som tyske myndigheder satte i værk, førte dem på sporet af den 16-årige syrer, der bor i Hagen hos sin far.

Drengen blev anholdt onsdag aften. Onsdag var samtidig dagen for den jødiske helligdag Yom Kippur. I forbindelse med helligdagen var et større politiopbud til stede ved omtalte synagoge i Hagen.

En planlagt gudstjeneste blev aflyst i forbindelse med sagen.