16-årig om drabsforsøg på togstation: - Det var et uheld

Knivoffer var smittet med Covid-19. Derfor blev formodet gerningsmand fremstillet i retten iført mundbind og handsker, fordi den 16-årige kan være blevet smittet af offeret

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Retten i Helsingør, Ekstra Bladet: Kun takket være akut lægehjælp reddede en 50-årig mand livet, da han klokken 19.41 fredag blev stukket ned på Frederikssund S-station med et dybt knivstik i maven, der ramte leveren, så han var tæt på at forbløde.

På Rigshospitalets traumecenter blev knivofferet også konstateret smittet med Covid-19.

Derfor kan den formodede gerningsmand til drabsforsøget, en 16-årig dreng, der var i tumult med den 50-årige på stationen, også være blevet smittet.

Han blev derfor i dag fremstillet i Retten i Helsingør iført mundbind og handsker og bevogtet af politifolk iført værnemidler.

Hvem stak?
Den 16-årige sigtes for i forening med en 14-årig kammerat, der ikke kan retsforfølges og som derfor er overdraget til de sociale myndigheder, at have forsøgt at dræbe den 50-årige, som drengene kom i mundhuggeri med - angiveligt fordi knivofret mistænkte dem for at sælge stoffer.

Det er foreløbig ikke slået fast, hvem af de to drenge af anden etnisk herkomst, der skal have ført kniven.

Politiets hunde forsøgte at snuse sig frem til kniven på Frederikssund Station, men den er ikke fundet. Foto: Kenneth Meyer
Politiets hunde forsøgte at snuse sig frem til kniven på Frederikssund Station, men den er ikke fundet. Foto: Kenneth Meyer
 

Den 16-årige nægter sig skyldig og forklarede i retten, at hverken han eller den 14-årige var bevæbnet med knive, men at den 50-årige havde grebet fat i den 14-årige og taget en 'foldeting' op af lommen og sagt 'jeg dræber jer nu' til de to drenge.

Den 16-årige mente, at knivstikket måtte være et uheld, og at den 50-årige havde stukket sig selv, da han og drengede tumlede rundt på en trappe på stationen. På hospitalet fandt lægerne en foldekniv på den 50-årige, men lægerne mener ikke, at den har været brugt.

Politi med hunde har ledt efter gerningsvåbnet i området, men intet fundet. Drengene løb fra stedet efter knivstikkeriet, men blev anholdt en halv time senere, da de selv vendte tilbage til stationen og blev udpeget af et vidne.

'Ville sælge el-cykel'
I retten forklarede den 16-årige, at de var stået af toget fra Veksø, fordi den 14-årige ven skulle sælge sin el-cykel. Han afviste, at drengene solgte stoffer.

Sådan hørte knivofret og dennes ven ellers drengenes snak. 'Hvad skal I så til at sælge, drenge,' udbrød Allans ven, der angiveligt også begyndte at filme drengene med sin mobil.

Drengene fik besked på at 'gå ad helvede til', mens de svarede tilbage, at 'de ikke skulle blande sig i det'.

Ifølge et vidne kiggede den 16-årige efter, hvor der var video-overvågning, og sagde til det 50-årige offer: 'Så tager vi den dernede'. På en repos på trappen lavede han så en stikbevægelse med højre arm mod ofrets mave.

'Jeg er blevet stukket', sagde den 50-årige straks efter - og hans ven ringede 1-1-2 og hentede papir inde i stationens kiosk til at stoppe blødningen fra det gabende knivstik i maven.

Knivofrets ven har forklaret, at drengene var 'pisse aggressive', og at han selv fik 'dræberblikket' og tænkte, at det her går galt, og det gider jeg ikke.

Den 16-årige går i niende klasse og bor hjemme. Han har gået til fodbold og boksning, men for tiden hænger han mest ud med vennerne, forklarede han i retten.

Han blev varetægtsfængslet til 23. april i surrogat på en lukket institution for unge.

Den 50-årige var tæt på at forbløde på gerningsstedet, men er nu udenfor livsfare efter operation på Rigshospitalet. Foto: Kenneth Meyer
Den 50-årige var tæt på at forbløde på gerningsstedet, men er nu udenfor livsfare efter operation på Rigshospitalet. Foto: Kenneth Meyer
 

Dommeren lagde vægt på vidnernes forklaringer og de lægelige oplysninger, så hun mente, der er begrundet mistanke om, at den 16-årige er skyldig i drabsforsøg.

Han kærede ikke fængslingen.

Politiet har nu et stort arbejde foran sig med afhøringer af vidner, tekniske undersøgelser, analyse af video-overvågning fra stationen og eftersøgning af gerningsvåbnet, som menes smidt i området ved Frederikssund Station.

Politi sigter 16-årig for forsøg på at knivdræbe 50-årig mand