Hustruen til den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev lørdag anholdt.
Det oplyste Yulia Navalnaya selv på sin Instagram-profil, hvor hun har lagt et billede op inde fra salatfadet, hvor hun bliver tilbageholdt.
'Beklager den dårlige billedkvalitet. Der er dårlig belysning i salatfadet,' skriver hun til billedet.
Hun er dog siden blevet løsladt igen, skriver Reuters, som samtidig fortæller at 1614 personer er blevet anholdt på tværs af Rusland. Demonstranterne kræver Aleksej Navalnyjs løsladelse.
Artiklen fortsætter efter opslaget ...
Artiklen fortsætter efter billedet ...
På en lang række videoer fra nyhedsmedier og sociale medier kan man da også se voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi.
Demonstrationerne blev på forhånd erklæret ulovlige af de russiske myndigheder.
- Forsøget på at afholde offentlige møder, der ikke er sanktioneret, og fulgt op af provokerende handlinger fra deltagerne vil blive opfattet som en trussel mod den offentlige orden og vil øjeblikkeligt blive standset, lød det fredag i en erklæring fra politiet i Moskva.
Kira Jarmysj, talskvinden for Aleksej Navalnyj, meldte samme dag ud på Twitter, at hun er blevet fængslet i ni dage.
Det har dog ikke afholdt flere tusinder fra at deltage landet over.
Ifølge Reuters var op mod 40.000 personer samlet i hovedstaden Moskva, mens russiske myndigheder beretter om blot 4000 demonstranter, skriver mediet.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Navalnyj er præsident Vlamir Putins mest kendte kritiker og modstander. Han blev anholdt tidligere på ugen, da han vendte hjem til Rusland.
Navalnyj blev i august sidste år forsøgt slået ihjel med nervegiften Novitjok. Alle spor peger i retning af, at en russisk efterretningstjeneste stod bag, men det nægter den russiske regering.
Navalnyj blev i hast fløjet til Berlin, hvor han kom sig.