17-årig gruppevoldtaget i Malmø: Gå ikke alene rundt

Natten til lørdag blev en 17-årig pige gruppevoldtaget på en legeplads i Malmø-bydelen Sofielund. Nu advarer politiet andre kvinder om at gå alene rundt på mørke områder om aftenen og natten efter tre overfaldsvoldtægter på kort tid

Tre gruppevoldtægter på tilfældige kvinder har i løbet af de seneste uger skabt frygt i Malmø. Nu advarer politiet mod at gå alene i aften- og nattetimerne. Arkivfoto
Tre gruppevoldtægter på tilfældige kvinder har i løbet af de seneste uger skabt frygt i Malmø. Nu advarer politiet mod at gå alene i aften- og nattetimerne. Arkivfoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Svensk Politi advarer søndag aften Malmø-kvinder mod at gå alene rundt på mørke steder i aften- og nattetimerne. Det sker, efter at en 17-årig pige er blevet gruppevoldtaget på en legeplads natten til lørdag i Malmø-bydelen Sofielund.

Det skriver flere svenske medier. Herunder Expressen.

- Det gælder om at bruge sin sunde fornuft, siger Anders Nilsson, som er gruppechef i efterforskningsafdelingen hos politiet i Malmø.

Voldtægten af den 17-årige er den tredje på kort tid i Malmø. Den 17-årige har ifølge politiet været udsat for torturlignende mishandling. Gerningsmændene er ikke blevet anholdt. Og politiet har - selv om man helt har undladt at nævne signalementer på gerningsmændene - anmodet om hjælp fra offentligheden til at få identifceret dem.

- Det her er et spørgsmål om gerningsmænd, som der helt sikkert er nogen eller nogle, der kender, og som ikke bør beskyttes af tavshed, siger Andy Roberts, som er chef for politiet i Malmø Nord.

Pige har fået flere skader
Politiet fik anmeldelsen om voldtægten klokken tre natten til lørdag. Af anmeldelsen fremgik det, at en pige i 15-20-års-alderen skulle være blevet voldtaget af flere mænd på en legeplads ved Sofielund. Hurtigt efter meldte politiet ud, at den 17-årige pige havde pådraget sig flere læsioner under ugerningen, men politiet undlod at frigive flere detaljer.

Legepladsen har været spærret, og der er lørdag gennemført flere undersøgelser på stedet, skriver Expressen.

Natten til onsdag blev en anden kvinde voldtaget på Sigtungata vid Södervärn i Malmø. Og den første voldtægt skete lørdag 5. november i bydelen Segevång.

I alle tre tilfælde er der tale om overfaldsvoldtægter, og i to af tilfældene er ofrene teenagepiger.

- Vi er desværre blevet ramt af den tredje overfaldsvoldtægt i Malmø inden for ganske kort tid. Vi har allerede gang i to store efterforskninger gældende dette. Og nu er der kommet en ny sag. Vi har arbejdet hele natten og fortsætter dagen igennem. Vi forsøger at skaffe de beviser, som findes. Vi arbejder på flere fronter, siger Anders Nilsson til Expressen.

Flere sammenhænge
Han fortæller videre, at politiet særligt kigger efter, om der skulle være en sammenhæng mellem de tre voldtægter. Der er flere ligheder, oplyser politiet.

I alle tre sager er der tale om yngre mænd, som ikke har kendt kvinderne i forvejen. De er sket i tidsrummet mellem midnat og klokken tre om natten, og ofrene har været alene og har ikke haft mulighed for at tilkalde hjælp.

I et tilfælde er kvinden blevet udsat for to voldtægter to forskellige steder. I et andet tilfælde endte en kvinde ufrivilligt alene med en gruppe yngre mænd, som siden voldtog hende.