17-årige drenge sigtet for at have stukket hinanden: Brugte machete

To 17-årige drenge blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør efter en knivstik-episode på Amager. Den ene brugte en machete

Onsdag blev to unge drenge fremstillet i grundlovsforhør efter et knivstikkeri på Amager tirsdag aften.

Begge drenge er blevet sigtet for legemsangreb af særlig farlig, rå og brutal karakter, og et referat fra grundlovsforhøret viser, at de har stukket hinanden.

Uoverensstemmelse førte til knivstik
Det skulle være en uoverensstemmelse mellem de to drenge og flere andre tilstedeværende, der resulterede i episoden.

Den ene dreng er sigtet for at have angrebet den anden med machete og kniv, hvilket medførte skader på den anden drengs hånd, som skulle behandles på Rigshospitalet.

Den anden dreng er sigtet for at have stukket den første dreng overfladisk i brystregionen to gange med kniv, ligesom han snittede ham overfladisk i baghovedet med en kniv, som han havde fravristet den første dreng.

Nægtede sigtelse
Drengen med den skadede hånd blev fremstillet in absentia på grund af sin skade og mødte altså ikke fysisk op. I stedet var hans advokat til stede.

Begge de 17-årige drenge nægtede sigtelsen, ligesom de ikke ønskede at udtale sig.

De er begge to blevet varetægtsfængslet i 13 dage, men på grund af deres unge alder er det i surrogat. De varetægtsfængsles for ikke at kunne påvirke den igangværende efterforskning.

Episoden fandt ifølge sigtelsen sted på et grønt område i forbindelse med Dyvekeskolen på Amager, og politiet modtog anmeldelsen klokken 18.35.

Til Ritzau afviste efterforskningsleder Espen Godiksen tirsdag, at episoden var banderelateret, men hvad, der helt præcist gik forud for episoden, vides endnu ikke.