Nordjyllands Politi måtte i nat rykke ud til Himmerland Golf og Spa, efter en 18-årig mand havde fået lidt for meget at drikke til en firmafest.
Den unge mand nikkede tilsyneladende en tjener en skalle, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen til Nordjyske.
- Vi fik meldingen om voldsepisoden klokken 02.22 natten til søndag. Den 18-årige havde nikket en tjener på stedet en skalle, og en anden gæst ved firmafesten fik sig nogle knubs. Der var dog ikke tale om alvorlig personskade, men vi sendte en patrulje til stedet for at afhente den 18-årige, der blev anbragt i detentionen, siger Lau Larsen til lokalmediet.
Når den unge mand har sovet den lidt for vilde firmafest ud, kan han se frem til en afhøring. Den 18-årige bliver formentlig løsladt derefter med en sigtelse for vold.