En ung håndværker i Australien fik sig en slem forskrækkelse fredag, da han måtte en tur på hospitalet efter en bemærkelsesværdig arbejdsulykke.
Her fik den 18-årige nemlig sine bukser og kønsdele i klemme i en båndslibemaskine.
Det skriver 7NEWS Sydney.
Den unge mand blev først behandlet ved arbejdspladsen i Mosman i Sydney, hvor ulykken skete, hvorefter han blev hastet til Royal North Shore Hospital i stabil tilstand.
Her blev han adskilt fra maskinen.
Ifølge Daily Mail Australia blev han udskrevet samme dag, til trods for slemme skader omkring kønsorganerne.
SafeWork NSW i Australien er stadig i gang med at undersøge ulykken.
Daily Mail Australia har forsøgt at kontakt SafeWork NSW for yderligere detaljer.