En 18-årig mand er onsdag aften kort før klokken 21 blevet stukket med en skruetrækker på Ungdomsklubben Fato på Frilands Allé 2 i Valby.
Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi Henrik Orye til Ekstra Bladet.
- Den 18-årige er blevet stukket i de nedre maveregioner med en skruetrækker og er blevet kørt på Rigshospitalets traumecenter, siger Henrik Orye til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at det formentlig er et skænderi mellem den forurettede og en 25-årig gerningsmand, der har ført til det voldsomme overfald.
- Vi tror ikke på nuværende tidspunkt, at der er tale om et banderelateret stikkeri. Det er to unge mennesker, der er kommet op og toppes, men det er naturligvis helt ude af proportioner at stikke hinanden, fortæller Henrik Orye og siger at man netop nu leder efter den 25-årige formodede gerningsmand.
- Vi har en god formodning om, hvem der er gerningsmanden bag. Vi har godt snor i det, siger han.
Den 18-årige mand er netop nu ved at blive scannet på Rigshospitalet.
Det vides endnu ikke, hvor slemme hans skader er.
Familien er underrettet.