18-årig overfaldet af maskerede mænd: Tre fra Bandidos-klubhus fremstilles

En 20-årig sigtet ligeledes for drabsforsøg efter et økseoverfald

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
Følg Krimi

Flere maskerede mænd overfaldt natten til onsdag en 18-årig mand med en totenschlæger i hans hjem i Nykøbing Sjælland. Vidner så efterfølgende en sølvgrå personbil køre væk fra området ved offerets bopæl.

Knap to timer senere, klokken 02.45, førte politiets efterforskning dem frem til Bandidos' klubhus på Østerstræde i Holbæk, hvor der også holdt en bil magen til den sølvgrå i nærheden.

I huset var tretten mænd, som alle blev anholdt uden dramatik.

Ti af dem blev dog løsladt efter endt afhøring, mens tre mænd på henholdsvis 20, 24 og 26 år blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, sigtet for grov vold mod den 18-årige. Det startede klokken 16.

Ifølge presseansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard har offeret pådraget sig behandlingskrævende skader ved overfaldet.

Overfald med økse
Den 20-årige er desuden sigtet for drabsforsøg begået 7. oktober i år, hvor en 18-årig mand blev overfaldet med en økse, mens han stod ved et busstoppested i Havevang i Holbæk.

I løbet af onsdagen gennemførte politiet en større ransagning af klubhuset, der ikke synligt skilter med tilhørsforholdet til rockerklubben. Huset er dog skærmet med sikkerheds-skodder for vinduerne, projektører, videokamera og et højt hegn ind til grunden.

Det er endnu uvist, hvad der ligger bag overfaldet på den 18-årige, men der har i løbet af de seneste dage været flere episoder i Holbæk, som har betydet, at politiet har været massivt til stede.

– Jeg kan af hensyn til efterforskningen ikke sige så meget om omstændighederne lige nu. Vi kigger selvfølgelig også på, om det er et led i den uro, der har været i Holbæk her de sidste dage, siger presseansvarlig Martin Bjerregaard.

– Har offeret banderelationer?

– Det er en, vi kender godt, og det er en, vi også i forbindelse med den seneste tids uro i Holbæk har truffet i Holbæk, selvom han bor et stykke væk derfra. Hvad hans rolle er i forhold til konflikten helt konkret, forsøger vi selvfølgelig også at klarlægge.

– Har der tidligere været sammenstød mellem offeret og den mistænkte?

– Der er selvfølgelig nogle ting, der gør, at efterforskningen i sagen førte politiet på sporet af en mistænkt, som vi formoder kunne tage ophold dernede i klubhuset, siger han.

13 anholdt i Bandidos-klubhus: Her går ransagningshold i gang

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller