En 19-årig mand fra Haderslev blev tirsdag aften anholdt og sigtet for voldtægt.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldtægten blev tirsdag anmeldt af en 20-årig kvinde, og den skulle have fundet sted 'for nogen tid siden' i Haderslev, oplyser politiet.
Manden er onsdag blevet afhørt i sagen. Han er efterfølgende blevet løsladt, da man ikke har fundet, at der var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Han er dog fortsat sigtet i sagen.
Politiet vil af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.