En 19-årig kvinde er mandag morgen i livsfare, efter at hun kørte ind i et træ ved Vonge i Sydøstjylland.
Ulykken skete klokken 20.40 søndag aften på Tinnetvej vest for Horsens, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Henrik Dam.
- Vi kender endnu ikke årsagen, da det var en soloulykke uden vidner, siger vagtchef Henrik Dam til Ekstra Bladet ved 05-tiden.
Han oplyser, at det drejer sig om en kvinde fra lokalområdet. Hun var alene i bilen og er blevet bragt til Odense Universitetshospital.
- Hun er i livsfare, siger vagtchefen.
Sydøstjyllands Politi har tilkaldt en bilinspektør, der skal undersøge ulykken nærmere.
De pårørende er underrettet.