En ung mand blev stukket ned med en kniv på Frederikssundsvej i det nordvestlige København tirsdag aften.
Politiet har efterfølgende anholdt en 19-årig mand i forbindelse med et slagsmål, der gik forud for knivstikkeriet, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Youssef Lharraki, til Ekstra Bladet.
- Forude for knivstikkeriet har der været noget vold på stedet. I forbindelse med denne voldsepisode har vi anholdt en gerningsmand.
- Han er sigtet for grov vold og vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag, siger efterforskningslederen og oplyser, at politiet stadig leder efter gerningsmanden til knivstikkeriet.
Knivofferet blev tildelt to stik. Han er blevet indbragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han har været på operationsbordet.
- Hans tilstand er stabil, siger den centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki til Ekstra Bladet.
Knivoverfaldet er sket ud for Frederikssundsvej 128. I forbindelse med episoden afspærrede politiet i en periode vejen.
De seneste dage har der været flere sammenstød i det nordvestlige København, herunder skudepisoden lørdag og søndag.