Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
En 19-årig mand er natten til mandag indlagt til behandling på Rigshospitalet med knivstik.
Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.
- Han er uden for livsfare, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Henrik Stormer.
Efter knivstikkeriet henvendte den 19-årige sig til skadestuen på Amager Hospital.
Han blev efterfølgende kørt med ambulance til Rigshospitalets Traumeafdeling.
- Vi kender ikke gerningsstedet, men vi er i gang med at afhøre ham, siger den centrale vagtleder Henrik Stormer til Ekstra Bladet.
Den centrale efterforskningsleder René Jensen oplyser til Ritzau, at den 19-årige er blevet stukket i mave og ben.
- Der er ikke blevet stukket dybt, siger efterforskningslederen, der tilføjer, at det er for tidligt at sige, om episoden er banderelateret.
- Umiddelbart har jeg ikke noget belæg for at kunne sige noget om det, siger René Jensen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.27.