19-årig spritbilist med 140 km/t. gennem byen

Klokken 9.45 standsede en færdselsbetjent ved Syd- og Sønderjyllands Politi en ung mand, som kørte alt for hurtigt

En 19-årig mand fra det sønderjyske blev fredag klokken 9.45 taget med 140 km/t. i Hviding på et sted, hvor fartgrænsen er 50 km/t.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Manden var i færd med at overhale en lastbil. Og det gjorde han med så høj en hastighed, at kørekortet blev taget fra manden på stedet.

Ifølge politiet var den 19-årige ude at køre i sin fars Audi. Han blev spottet af en færdselsbetjent, som havde taget opstilling med et laserkamera. Betjenten fik lavet fartmålingen, mens Audien var 140 meter fra, hvor han stod. Og farten var så høj, at politimanden slet ikke nåede ud for at få vinket manden ind til siden, inden han var blæst forbi.

Operativ leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Bruhn Lund fortæller til Ekstra Bladet, at lastbilchaufføren heldigvis var så venlig at holde tilbage for politibetjenten, som på den måde kunne sætte sig ind i sin patruljevogn for at få indhentet den 19-årige.

Det viste sig senere, at en udåndingsprøve fra den 19-årige viste en alkoholpromille på 1,2.

- Havde det foregået, efter at vanvidspakken var blevet vedtaget og med de udsigter, der er til at konfiskere en bil på grund af vanvidskørsel, så havde vi taget bilen, siger Mads Bruhn Lund til Ekstra Bladet.

Heldigvis var der ingen, der kom noget til på grund af mandens vanvidskørsel.

- Det er heldigt, at der ikke sker noget.