Nogle stridigheder omkring en knallert førte ifølge politiet tirsdag eftermiddag til, at en 19-årig mand blev stukket i den ene balle med en kniv.
Det skriver TV2 Fyn.
Overfaldet skete ved 17.30-tiden på en parkeringsplads ved 7-Eleven på Ørbækvej i Odense.
Ifølge politiet var gerningsmanden i selskab med nogle andre, som han kørte væk sammen med i en bil efter at have stukket den 19-årige.
- Det var ikke alvorligt, men han blev bragt til OUH, hvor såret blev renset og der blev sat et plaster på, fortæller Hans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi, til TV2 Fyn.
Politiet kunne ved hjælp af vidner og overvågning hurtigt finde frem til fire personer, som de anholdt, men gerningsmanden var ikke iblandt dem, hvorfor de blev løsladt igen.
Politiet har dog en 'kraftig formodning' om, hvem gerningsmanden er, og de ved hvor han bor. Han har dog foreløbig gemt sig for politiet, som opfordrer ham til at melde sig selv.