En 20-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for medvirken til drabet på en 27-årig mand i Akacieparken i Valby 9. september.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten på Frederiksberg, og det er uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Det 27-årige drabsoffer, som var dansk med somalisk oprindelse, døde efter et masseslagsmål, hvor han blev stukket med kniv.
Efterforskningsleder Brian Belling oplyste torsdag til Ekstra Bladet, at efterforskningen af sagen skrider planmæssigt frem.
- Det er en del af efterforskningen, som har ført til, at vi nu har kunnet anholde en person yderligere, sagde han.
Der sidder yderligere tre unge mænd på henholdsvis 16, 16 og 19 år fængslet i sagen, som af politiet opfattes som et opgør mellem to grupperinger.
De nægter sig alle skyldige.