20-årig ramt i benet af skud på Østerbro - to er anholdt

Større politistyrke rykkede ud til Østerbro efter anmeldelse om skyderi. En person er ramt. To er anholdt

To personer er blevet anholdt, efter at Københavns Politi måtte rykke talstærkt ud til et skyderi på Østerbro tirsdag aften.

Det fortæller den centrale efterforskningsleder Espen Godiksen efter midnat natten til onsdag.

En 20-årig mand blev ramt af skud i forbindelse med episoden. Han meldes uden for livsfare.

- Han er sluppet forholdsvist heldigt fra det, men han er blevet ramt af skud i benet, siger Espen Godiksen.

Det var en sort bil af mærket BMW, der ledte politiet på sporet af de personer, som senere blev anholdt.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Politiet så bilen på Fruebjergvej, hvor skyderiet foregik, og fandt den senere på Lyngbyvej på Østerbro.

- I forbindelse med at vi sikrer den sorte BMW, foretager vi anholdelse af to personer, siger den centrale efterforskningsleder.

Han fortæller, at politiet arbejder ud fra en hypotese, der gør, at de to personer skal i grundlovsforhør onsdag med henblik på fængsling.

Efterforskningslederen kan ikke udelukke, at der vil komme flere anholdelser i forbindelse med skyderiet, og politiet leder natten til onsdag efter flere gerningsmænd.

- Vi er interesserede i at høre fra folk, der har set eller hørt noget i området, siger Espen Godiksen.

Politiet ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad der gik forud for skyderiet.

- Vi er i gang med at gennemgå spor derude fra gerningsstedet og prøver at sætte dem sammen for at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag, siger Espen Godiksen.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Politiet vil ikke svare på, hvorvidt episoden kan have været banderelateret.

Ekstra Bladet talte tirsdag aften med et øjenvidne, der så seks politibiler på vejen og hørte en masse råben fra gaden.

Ifølge B.T. kørte en ambulance og en lægebil fra stedet med fuld udrykning.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.04.