200 borgere har hjulpet med eftersøgning: Preben er stadig forsvundet

Nordjyllands Politi fortæller, at massive kræfter for at finde 83-årig bortgået mand foreløbig har været frugtesløs

Preben Enhard har været væk i et døgn, og politiet er bange for, han muligvis er omkommet. Privatfoto
Preben Enhard har været væk i et døgn, og politiet er bange for, han muligvis er omkommet. Privatfoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Trods massiv indsats er det stadig ikke lykkes at finde 83-årige Preben Enhard, som har været forsvundet fra sit hjem i Sindal siden lørdag aften.

Det oplyser Nordjyllands Politi søndag først på aftenen i en pressemeddelelse.

Eftersøgningen har været i gang hele søndagen med hundepatruljer og helikoptere, oplyses det.

- Der har i går, hele natten og hele dagen i dag været intens eftersøgning med hundepatruljer og helikoptere i Sindal og området omkring Sindal efter den bortgåede - uden resultat, skriver Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Natten til søndag og hele søndagen har 25 personer fra Politihjemmeværnet hjulpet. Desuden har mellem 150 og 200 borgere deltaget. Sindal by og nærområde er afsøgt med personale og hundepatruljer, ligesom borgere har ledt i byen uden resultat.

Nordjyllands Politi har dog stadig behov for borgernes hjælp, oplyses det videre.

Politi til hjælpsomme borgere: Hold jer fra marker og åbne områder

Politiet beder folk om at holde øje efter den eftersøgte person og straks ringe til 114, hvis man ser ham.

- Man må meget gerne stadig holde øje og tjekke egne haver og udhuse og lignende, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Desuden vil politiet gerne i kontakt med vidner eller borgere som kan have set eftersøgte umiddelbart efter han gik fra Plejehjemmet i Vendelbogade. Han forlod plejehjemmet lørdag i tidsrummet mellem kl. 18.30 og 19.30.

Nordjyllands politi har i hele perioden været i tæt kontakt med de pårørende.

Henvendelse kan ske døgnet rundt til Nordjyllands politi på 114.