En patruljevogn fra Sydjyllands Politi blev mandag eftermiddag påkørt, da de jagtede en 21-årig mand.
Det oplyser vagtchef Søren Strægaard til Ekstra Bladet:
- Patruljen vil tjekke bilen, og så stikker den af. Det ender med en 15 minutter lang eftersættelse gennem Aabenraa, hvor den 21-årige mand til sidst påkører patruljevognen.
Kørte vildt
Det var et held, at ingen personer kom til skade under biljagten.
- Vi har talt med flere vidner, der var ved at blive ramt. De har fortalt, at han kørte vildt, fortæller vagtchefen.
Den 21-årig mand blev efterfølgende anholdt. Han er blandt andet sigtet for at bringe andres liv i vare.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om mandens identitet. De undersøger nu, hvorfor gerningsmanden i første omgang stak af fra dem.