22-årig frifundet for brand under bande-konflikt

Et dna-spor var ikke nok til at dømme ham for en påsat brand under bandekonflikten mellem Bandidos og NNV-gruppen

Butikken på Nørrebrogade blev dækket med træplader efter branden. Der sov beboere i ejendommen ovenover butikken, og derfor var den 22-årige tiltalt for at have bragt deres liv i fare. Foto: Rasmus Flindt Petersen.
Butikken på Nørrebrogade blev dækket med træplader efter branden. Der sov beboere i ejendommen ovenover butikken, og derfor var den 22-årige tiltalt for at have bragt deres liv i fare. Foto: Rasmus Flindt Petersen.

Et dna-spor på en Nettopose og en hjemmelavet lunte var eneste bevis i sagen om et brandattentat under konflikten mellen Bandidos og NNV-banden i januar. Dét mente Københavns Byret ikke var nok til at dømme en 22-årig for at have påsat branden i slikbutikken ’A Shake’ på Nørrebrogade 100 i København, som angiveligt var ejet af et bandemedlem fra NNV.

Derfor blev den 22-årige frifundet, og han kunne forlade byretten som en fri mand efter seks måneders varetægtsfængsling.

– Jeg er bare glad for, at min klient blev frifundet og løsladt. Vi kan konstatere, at der var et dna-spor, men vi ved ikke, hvornår eller hvordan det er blevet afsat, siger den 22-åriges forsvarer, advokat Tenna Dabelsteen.

Den 22-årige har hele tiden nægtet sig skyldig og afvist at kende noget som helst til brandstiftelsen, der skete 27. januar i år klokken 02.30. Beboerne i ejendommen over slikbutikken var i livsfare, mente anklagemyndigheden.

Benzinbrand
Det var to maskerede gerningsmænd, der lavede et hul i butiksruden med en sten, og der blev sprøjtet benzin gennem hullet, som blev antændt. Det førte til en eksplosionsbrand, hvor glas fra butikkens indgang blev slynget ud på gaden. Men ilden blev hurtigt slukket af brandvæsenet, og ingen kom til skade.

Den 22-årige blev som den eneste tiltalt i sagen, der blev rejst efter straffelovens strengeste paragraf, § 180, om brandstiftelse. Desuden forlangte anklageren den 22-årige dømt efter bandeparagraffen 81a, der fordobler straffen. Så han risikerede en meget hård straf, hvis han blev kendt skyldig.

Der var dna-spor fra flere personer, og selvom det ene dna-spor med en sikkerhed på 1:1.000.000 stammede fra den 22-årige - og derfor gav et ’hit’ på ham i dna-registeret - kunne dna-sporet ikke stå alene som eneste bevis i sagen, sagde byretten.

Kræver andre beviser
Domstolene accepterer ikke, at dna-beviser står alene, selvom dna-spor måske placerer en tiltalt på gerningsstedet. Dna-beviser skal suppleres af andre beviser, som underbygger den tiltaltes skyld.

Branden i slikbutikken var, ifølge politiets tese, led i den væbnede konflikt mellem Bandidos og NNV. Den 22-årige er fra Tingbjerg, men han afviste under retssagen et tilhørsforhold til bandegrupperingen Tingbjerg, som netop er blevet optaget i rockerklubben Satudarah under navnet CPH 202.

Politiet mener, at Tingbjerg var allieret med Bandidos under den væbnede konflikt mod NNV, der førte til et drab og flere drabsforsøg, skyderier, brandstiftelser og en bilbombe. Konflikten er faldet til ro.

Statsadvokaten har nu to uger til at overveje, om frifindelsen skal ankes.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter