22-årig kvinde sigtet for drabsforsøg i Esbjerg

En 50-årig mand blev ramt af skud i Esbjerg lørdag. En 22-årig kvinde og tre 18-årige mænd er sigtet i sagen

En 22-årig kvinde er onsdag fremstillet for grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Hun er sigtet for et drabsforsøg på 50-årig mand i weekenden. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
En 22-årig kvinde er onsdag fremstillet for grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Hun er sigtet for et drabsforsøg på 50-årig mand i weekenden. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

En 22-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet frem til den 28. maj i forbindelse med en sag om et drabsforsøg i Esbjerg fra weekenden.

Det har en dommer ved Retten i Esbjerg onsdag afgjort.

Kvinden er sigtet for straffelovens paragraf 192 a, som handler om ulovlig besiddelse af våben. Hun er også sigtet for vidnetrusler.

Hun har nægtet sig skyldig, men kærer ikke dommerens afgørelse om varetægtsfængsling.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Sagen handler om et drabsforsøg lørdag aften nordøst for Esbjerg. Her blev en 50-årig mand ramt af skud fra et haglgevær, men var ikke i livsfare.

- Men han er ramt flere steder på kroppen, fordi der er skudt med hagl, fortalte vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tre 18-årige mænd blev søndag aften varetægtsfængslet frem til den 28. maj i sagen. Kvinden er onsdag blevet varetægtsfængslet frem til samme dag, men hun er i modsætning til mændene ikke sigtet for drabsforsøg.

De tre mænd nægter sig skyldige i drabsforsøg, mens én af mændene har erkendt, at han havde et skydevåben, hvilket er ulovligt. To af mændene kærede dommerens kendelse om varetægtsfængsling.

Politiet oplyste indledningsvis på Twitter, at også kvinden var sigtet for drabsforsøg. Men i retten blev hun sigtet for ulovlig besiddelse af våben og vidnetrusler.

Skyderiet skete i Kvaglund nordøst for Esbjerg. Politiet oplyste i weekenden, at sagen ikke var banderelateret.

Det udendørs gerningssted blev søndag formiddag afspærret, mens der blev sikret tekniske spor i sagen. Søndag aften var afspærringen ophævet igen.