Hvad motivet til, at en 22-årig mand tidligt på morgenen blev stukket i brystet er endnu uvist.
Men muligvis kan en 21-årig mand kaste mere lys over episoden, der fandt sted natten til søndag kl. 04.46, når han afhøres af politiet.
Den 21-årige blev nemlig her til formiddag anholdt på en adresse i Brabrand, hvor han opholdt sig hos noget familie. Han mistænkes for at stå bag nattens knivstikkeri.
- Sagen kræver mere efterforskning, men lige nu er det vores formodning, at han kan være vores gerningsmand. Det er blandt andet vidneafhøringer fra stedet, som fører os til den 21-årige, oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi, Stig Heidemann, til Ekstra Bladet.
Anholdt i morges
Knivstikkeriet fandt sted på Åboulevarden ved kanalen i centrum. Her konstaterede politiet, at den 22-årige var blevet stukket i brystet.
- Vi kan endnu ikke sige med sikkerhed, om der er blevet brugt en kniv eller en skruetrækker. Vi har ikke fundet gerningsvåbnet, så det er muligt, det er kastet i åen eller smidt et sted, lyder det fra vagtchefen.
Offeret blev kørt til hospitalet men var ikke i livsfare. Men stikket havde dog punkteret hans ene lunge.
Den anholdte sigtes på nuværende tidspunkt for grov vold. Han fremstilles formentligt først i morgen mandag og det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.