Torsdag morgen blev en 23-årig kvinde fundet død i Roskilde.
Torsdag aften blev en 51-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have voldtaget den 23-årige kvinde forud for hendes død.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Manden blev varetægtsfængslet frem til 9. februar. Det oplyste vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Olesen til Ritzau tidligt natten til fredag.
Afholdt for lukkede døre
Ved grundlovsforhørets start blev sigtelsen læst højt for den 51-årige. Hvad der ellers kom frem, står hen i det uvisse, eftersom resten af grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, fordi efterforskningen fortsat er i det indledende stadie.
Ritzau skriver, at det af sigtelsen fremgik, at kvinden var påvirket af 'alkohol, stoffer eller lignende' op til sin død.
Politiet oplyser, at den 51-årige og den 23-årige tidligere har været i et forhold.
Dødsårsag ukendt
Der er for nuværende ingen informationer om, hvorvidt den 51-årige er mistænkt for eventuelt drab.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at de ikke vil kommentere sagen yderligere nu.
- Men grundlovsforhøret handler om en voldtægt, og det er det, som manden er sigtet for, understreger de dog.
Den seneste udmelding på Twitter lød desuden, at man stadig undersøgte, hvorvidt der var noget mistænkeligt ved hendes død.
Pårørende underrettet
Politikredsen modtog anmeldelsen klokken 07.15. Både kriminalteknikere og en retsmediciner blev tilkaldt for at undersøge dødsfaldet.
Til Ekstra Bladet oplyste efterforskningsleder Lars Krogsgaard tidligere, at politiet ikke længere er til stede på adressen.
De pårørende i sagen er underrettet.