23-årig vanvidsbilist påkører skoledrenge

- Jeg var stangstiv, forklarede odenseaner, som ifølge sigtelsen brød loven ikke færre end 15 gange, inden han blev standset

Vanvidsbilisten fortsatte sin hensynsløse kørsel, selv om en politipatrulje påkørte hans bil i forsøget på at standse ham. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vanvidsbilisten fortsatte sin hensynsløse kørsel, selv om en politipatrulje påkørte hans bil i forsøget på at standse ham. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Følg Krimi

RETTEN I ODENSE (Ekstra Bladet): En 23-årig mand sidder onsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Odense.

Han er sigtet for tirsdag eftermiddag at have kørt vildt og hensynsløst flere steder gennem Odense by. Herunder ikke mindst at have påkørt to 13-årige drenge, der kom cyklende.

I løbet af fem kvarter præsterede vanvidsbilisten, som i øvrigt ikke har noget kørekort, at overtræde hele 15 punkter i dels straffeloven, dels færdselsloven.

- Det skal nok passe, at jeg blev anholdt omkring klokken 14 i går. Men skal vi ikke bare få det her overstået, så jeg kan komme tilbage til cellen?, sagde han ved indledningen af retsmødet, da han blev spurgt, om han ville svare på spørgsmål fra anklageren.

Overrasket dommer
Efter lidt betænkningstid meddelte han, at han ikke ønskede at udtale sig.

- Det er nok bedst, jeg ikke siger noget. Jeg var stangstiv, sagde han.

Den oplysning måtte han gentage, da både anklageren og dommeren lige skulle være sikker på, om de havde hørt rigtigt. Den 23-årige er nemlig ikke – i al fald ikke endnu – sigtet for spirituskørsel.  

Påkørslen af de to drenge skete klokken 12.50 ved krydset Afroditevej/Bøgedals Allé.

Hastigheden var så høj, at den 23-årige mistede herredømmet over bilen i svinget og ramte de to teenagere, som kom cyklende ad Bøgedals Allé.

Derefter flygtede han fra stedet uden at yde dem hjælp.

Over for rødt to gange
Godt en time senere var den ifølge sigtelsen gal igen. Kort efter klokken 14 kørte han gennem et venstresving i den østlige del af byen i meget høj fart, hvorefter han kørte over for rødt lys ved krydset Ørbækvej/Niels Bohrs Allé.

På trods af at en politipatrulje så sig nødsaget til at påkøre flugtbilen, fortsatte han derefter over for rødt gennem endnu et kryds, så de øvrige trafikanter med nød og næppe fik bremset op.

Vanvidskørslen fortsatte gennem tre sving, så bilen skred over i den modsatte side af vejbanen og hen over et græsareal. Heldigt nok påkørte han ikke nogen her.

Da den 23-årige endelig blev stoppet efter at være målt til en hastighed på ikke under 100 kilometer i timen ad Munkebjergvej, hvor hastighedsbegrænsningen er 60 km/t, modsatte han sig anholdelse.

Teenagere med i bilen
Med i bilen havde han tre drenge på 13-14 år. Så han er også sigtet for at have udsat dem for fare.

Den 23-årige, som er kendt af politiet, erkender at have kørt bilen. Men han oplyste samtidig gennem sin beskikkede forsvarer, at han ikke på nuværende tidspunkt kan tage stilling til alle de paragraffer, han er sigtet efter.

Dommeren valgte at lukke dørene i grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.

Efter halvanden times retsmøde blev den sigtede ført tilbage til cellen, som han selv havde ytret ønske om. Han er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

De to 13-årige drenge har ikke fået alvorlige skader ved påkørslen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+