RETTEN I HOLBÆK (Ekstra Bladet:) Den 24-årige mand som politiet mener stak en 37-årig gravid kvinde ihjel 3. november i år på Samsøvej i Holbæk, har tirsdag formiddag fået forlænget sin varetægtsfængsling i yderligere fire uger.
Det skete under en fristforlængelse, hvor pressen ved retsmødets start fyldte det meste af det store retslokale A i Holbæk, mens tilhørerpladserne blot var fyldt med politibetjente i civil.
Spinkelt udseende og med en bordeaux pull-over brune joggingbukser og sorte sneakers, sad den 24-årige afghanske statsborger der er sigtet i sagen i midten af lokalet ved siden af sin tolk, da pressen på en række bag ham protesterede mod anklagemyndighedens krav om dørlukning.
Protesterne var uden held og syv minutter efter, at retsmødet var gået i gang blev pressen vist ud, indtil kendelsen blev afsagt under en time senere.
Ufødt barn døde
Den 24-årige er en ud af tre personer, som er sigtet for at stå bag det bestialske drab på den 37-årige gravide kvinde, som også har afghansk statsborgerskab.
Hun blev angrebet lidt efter klokken 23 den 3. november i år kort efter, at hun havde fået fri fra sin aftenvagt på plejecenteret på Samsøvej, da hun gik ud på parkeringspladsen og satte sig ind i sin lille blå bil.
Her blev hun revet ud af førersædet bilen af en sortklædt mand og stukket flere gange med en kniv og fik skåret halsen over, selvom en af hendes kollegaer forsøgte at komme hende til undsætning.
Hun mistede livet, men i første omgang lykkedes det lægerne at redde hendes ufødte barn. Den lille dreng, der var i syvende måned, overlevede dog kun få dage.
Hårdtarbejdende mor
Den dræbte kvinde var ellers på vej hjem til Hørve den aften, hvor hun boede med en kvinde og deres fælles tre børn.
Det fortalte en rystet nabo, som Ekstra Bladet talte med, dagen efter drabet, som beskrev kvinden som en fantastisk venlig sjæl og en hårdtarbejdende mor.
Politiet efterforskede sagen intenst og kunne hurtigt melde ud, at de ikke mente, at drabet skulle bekymre den almindelige borger.
Fem dage senere - 8. november - blev den 24-årige, der onsdag blev fremstillet i retten og varetægtsfængslet sammen med en 33-årig kvinde.
Det kom frem under grundlovsforhøret, at politiet mener, at den 33-årige kvinde har tilskyndet til drabet, som hun planlagde med den 24-årige over beskedtjenesten WhatsApp, inden han udførte den bestialske handling.
Politiet oplyste efter anholdelsen, at der var en relation mellem den dræbte og de sigtede.
Den 33-årige kvinde gik frivilligt med til at forlænge fængslingen.
I sidste uge skete der så endnu en udvikling i sagen. En 18-årig mand fra Odsherred blev afhørt og sigtet for at have en rolle i drabet, men politiet fandt ikke grundlag for en varetægtsfængsling.
To personer er anholdt i sagen om den 37-årige gravide plejehjemsansatte, der blev dræbt
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør mere om sagen i 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app