De tre mænd kan se frem til 24 års fængsel sammenlagt.
Et kilo heroin og et kilo fyldstof var det, der fældede den dengang 25-årig mand tilbage i 14. juni 2021. Han blev anholdt i et tog på Hovedbanegården, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelse.
Der lå en længere efterforskning bag, som også førte til anholdelse af de to andre mænd.
Den 23-årige blev fundet skyldig i at have besiddet i alt minimum 750 gram heroin med henblik på opblanding til op mod halvandet kilo og derefter videresalg.
Retten fandt den 26-årige og den 36-årige skyldige i at have besiddet minimum 2 kilo og 250 gram heroin med henblik på opblanding til op mod fire kilo og derefter videresalg.
Ud over narkobesiddelsen blev de tre tiltalte også dømt for i forening at have sat ild til den 26-åriges hus med henblik på forsikringssvindel.
Den 36-årige blev desuden fundet skyldig i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder ved at have været i besiddelse af en funktionsdygtig halvautomatisk pistol med tilhørende ammunition og en funktionsdygtig revolver og ammunition dertil.
Dommene blev fordelt følgende,
Den 23-årige blev idømt fem års ubetinget fængsel.
Den 26-årige blev idømt otte års ubetinget fængsel.
Den 36-årige blev idømt elleve års ubetinget fængsel.