25 personer er bragt på hospitalet, og fem unge har fået kritiske skader i Oslo efter en formodet kulilteforgiftning under en fest natten til søndag.
Klokken 11.00 søndag formiddag meldes alle uden for livsfare.
Det skriver det norske medie VG.
Forgiftningen er sket ved en fest med op mod 200 personer i et rum, som både omtales som en bunker og en grotte, i Oslo-bydelen St. Hanshaugen.
NRK.no skriver, at de feststemte, unge mennesker opholdt sig ulovligt i bunkeren, der var lukket og aflåst.
Ifølge NTB mener politiet, at et apparat, som blev brugt til at skaffe strøm til festen, kan have udviklet kulilte.
Det er en gasart, som hverken kan lugtes eller ses. Det kan have bidraget til dårligt luftmiljø i bunkeren.
Redningsaktionen blev sat i gang, efter at politiet tilfældigvis stødte på flere unge, som var omtågede.
- Syv yngre personer blev fundet bevidstløse af en patrulje klokken 03.46 efter en fest i en bunker, oplyser indsatsleder André Kråkenes for Oslos politidistrikt til NTB.
Herefter begyndte der ifølge VG at komme flere mennesker ud fra rummet, og da flere havde det dårligt, rykkede redningsmandskab herefter ud til stedet. Et større område blev spærret af.
To af de personer, der er bragt på hospitalet, er ifølge mediet politibetjente, som blev udsat for kulilte, da de hjalp festdeltagerne ud af bunkeren.
Oslo Politi opfordrer samtlige deltagere ved festen til opsøge læge med det samme.
Ud over de syv unge mennesker, der er bragt til behandling på sygehuset, har også to betjente været udsat for kulilte og får behandling for det, oplyser politiet.
Indsatsleder for ambulancetjenesten Hans Kristian Jørgensen uddyber:
- Der er tale om kulilteforgiftning. Fem, som er kørt til Ullevål (hvor Oslos universitetshospital ligger, red.), har kritiske skader, én er kørt til Lovisenberg. Nogle andre er kørt til Ullevål for at blive tjekket, siger han til VG.
Kulilte fungerer på den måde, at den fortrænger ilten fra hæmoglobin i blodet, hvorved der kan opstå livstruende skader på blandt andet hjerne og hjerte.
Lokalet, hvor forgiftningen er sket, har ifølge VG en indgang på én gange én meter og er cirka 70 meter dybt.
Brandvæsnet målte ifølge NTB iltniveauet til 16 procent i bunkeren efter evakueringen. Kombineret med høje kulilteniveauer kan det være farligt. Normalt er iltniveauet i tør luft 21 procent.
– Der er muligvis også indtaget narkotika til festen. Kombinationen af dårlig luft, alkohol og narko er ikke heldig, siger politiets indsatsleder til NTB.