26-årig igen anholdt i terrorsag

Terrorsagen fra december har udviklet sig. En 26-årig, som blev løsladt, er anholdt igen. Han fremstilles senere fredag med en ny sigtelse

Politiet er tilstede på Ravnkildevej i Aalborg. Video: René Schütze

En omfattende politiaktion i Aalborg fredag har relation til den terror-sag, hvor politiet slog til 11. december sidste år og sigtede en række personer for at have forberedt terrorangreb i månederne op til anholdelserne.

Dengang var en 26-årig mand blandt de anholdte, men han blev løsladt i et grundlovsforhør, fordi dommeren ikke fandt, at der var begrundet mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i sigtelsen, der handlede om forsøg på at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug for et eller flere terrorangreb.

Nu er den 26-årige igen blevet anholdt, fordi politiet har skaffet nye beviser i forbindelse med efterforskningen, erfarer Ekstra Bladet.

Planen er, at den 26-årige skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af fredagen i Københavns dommervagt, hvor politiet vil rejse en ny sigtelse mod ham.

Det er ikke oplyst, hvad denne nye sigtelse går ud på, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger inddrages den 26-årige nu i den anden del af terrorsagen, der handler om anskaffelse og fremstilling af sprængstoffet TATP og andre eksplosiver til brug ved en eller flere terrorhandlinger.

Politiet vil kræve lukkede døre under grundlovsforhøret.

Omfattende ransagning
Politiet gik fredag morgen i gang med en omfattende ransagning af en adresse på Ravnkildevej i Aalborg i relation til terrorsagen. Ransagningen var særdeles grundig og omfattede alt fra affaldscontainere til tagrender.

Politiet er nu færdig på stedet og har taget en del effekter med sig, både dagrenovation og pap, fortæller Ekstra Bladets reporter på stedet.

Fem personer sidder varetægtsfængslet i terrorkomplekset, der er delt op i to sager.

Politiinspektør Brian Belling, Københavns Politi, havde foreløbig ingen kommentarer til Ekstra Bladets oplysninger om den nye anholdelse, men sagde, at politiet ville sende en pressemeddelelse ud senere fredag.

Klokken 12.08 bekræftede Københavns Politi på Twitter anholdelsen af den 26-årige i forbindelse med den verserende terrorsag. Han fremstilles klokken 13 i dommervagten.

I den uddybende pressemeddelelse siger Brian Belling:

- Efterforskningen er fortsat og har ført til, at mistanken mod den 26-årige nu er så betydelig, at han skal fremstilles i grundlovsforhør. Dagens anholdelse er sket i godt samarbejde med vores kolleger i Nordjyllands Politi. Af hensyn til efterforskningen, kan jeg desværre ikke gå i flere detaljer på nuværende tidspunkt.

Stor mystisk politiaktion

I 'våben-delen' af terrorkomplekset blev fem sigtet og fremstillet 12. december, men kun to blev varetægtsfængslet, de tre øvrige, herunder den 26-årige, blev løsladt.

I  'sprængstof-delen' af terrorkomplekset blev tre fremstillet i grundlovsforhør og alle tre blev varetægtsfængslet. De sigtes for i forening og efter fælles aftale at have forsøgt at anskaffe og fremstille eksplosiver til brug for terrorhandlinger.

Det skete, ifølge sigtelsen, gennem samtaler og møder og ved brug af instruktioner samt anskaffelse af komponenter til blandt andet produktion af sprængstoffet TATP, kendt som 'Satans Mor'.

Alle fem fængslede nægter sig skyldige.