26 domme: Derfor slap han for udvisning i Højesteret

Jimmi Levakovic fik for to år siden lov til at blive i Danmark. Nu kræves han udvist igen.

Jimmi Levakovic slap med en advarsel, da han blev krævet udvist sidste gang. Foto: Jonas Olufson
Jimmi Levakovic slap med en advarsel, da han blev krævet udvist sidste gang. Foto: Jonas Olufson

Jimmi Levakovic, som nu kræves udvist i en ny retssag, kan takke sin hustru og tre mindreårige børn for, at han slap med en løftet pegefinger i Højesteret for to år siden, da Rigsadvokaten krævede ham udvist med indrejseforbud for bestandigt, subsidiært 12 år.

Her var han idømt to års fængsel for blandt andet røveri mod en 66-årig kvinde i hendes eget hjem. På generaliebladet havde han allerede 26 domme for kriminalitet, siden han fyldte 18 år, men han var ikke tidligere krævet udvist.

Højesteret nåede dog frem til, at en udvisning ville være ’et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til respekt for privatliv og familieliv’.

26 domme: Derfor slap han for udvisning i Højesteret

Sådan lød det for to år siden.

Men familie og mindreårige børn i Danmark er ikke en fribillet til at undgå udvisning, siger lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Peter Starup, som blandt andet forsker i udlændingeloven og EU-ret.

– Det kan nogle gange betyde, at man undlader at udvise, men retspraksis viser også, at hvis man bliver ved med at begå kriminalitet flere gange, og man er blevet advaret, så kammer det over, og så kan der godt udvises, siger han.

Jimmi Levakovic stillede i 2011 op til interview med Ekstra Bladet. Arkivfoto: Kristian Linnemann
Jimmi Levakovic stillede i 2011 op til interview med Ekstra Bladet. Arkivfoto: Kristian Linnemann
 

Afhænger af detaljerne
Det så man blandt andet med bandelederen Fiz Fiz, der havde kone og otte børn i Vollsmose i Odense, men alligevel blev udvist til Libanon. I en dom fra menneskerettighedsdomstolen fremgik det dog, at ’det er tvivlsomt’, om han spillede en central rolle i sin familie.

Ifølge advokat og dr.jur. Jonas Christoffersen, der er tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, afhænger det altid af detaljerne i de konkrete sager, hvad der skal til for at udvise.

– Det vurderes ud fra det samlede billede. Når man så kommer derop, hvor straffen bliver udmålt i år, så er det klart, at formodningen vil begynde at blive, at nu skal man udvise. Og så kan der være noget konkret, der går den anden vej, siger han.

Noget vejer tungere
Han fortæller, at alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder narkotikakriminalitet, vejer tungere end eksempelvis økonomisk kriminalitet, selvom strafudmålingen er den samme.

Den samlede kriminalitet

Og det er ikke nødvendigvis længden af dommen, der er afgørende.

Det var tilfældet med LTF-præsidenten Shuaib Khan, der blev udvist efter en dom på 90 dages fængsel for trusler om vold mod en politibetjent.

Det var hans samlede kriminalitet, der blev afgørende.

– Betyder det noget, hvis der er flere af samme familie, der er udvist til hjemlandet?

– Jo flere fra en familie der bliver udvist, jo lettere vil det være at få de sidste ud, om jeg så må sige, siger Jonas Christoffersen.

Taget for corona-togt
Jimmi Levakovic er tiltalt for sammen med tre andre klanmedlemmer at tage på et regulært corona-togt sidste sommer. Sammen med Dollar og Santino Levakovic samt Silvia Winther - tidligere Levakovic - er han tiltalt for blandt andet hjemmerøveri og indbrudstyverier af særlig grov beskaffenhed. Banden er også tiltalt efter coronaparagraffen, som kan udløse dobbelt straf.  De nægter sig alle skyldige.

Også Dollar Levakovic kræves udvist, mens både Santino Levakovic og Silvia Winther er danske statsborgere.

Både Jimmi og Dollar har en tæt skrevet straffeattest. Læs om deres liv i Danmark her.

Ved at klikke her kan du se Det store stamtræ: Så kriminel er sigøjnerfamilien