En 29-årig mand havde fået en tår over tørsten, da han mandag 25. juli påkørte en campingvogn, der stod i indkørslen på privat adresse. Påkørslen fik den konsekvens, at campingvognen ramte beboerens hus samt en henstillet trailer i indkørslen.
Efterfølgende stak den 29-årige mand af, men politiet kunne på baggrund af oplysningerne foretage en eftersøgning.
Det gav pote, da politiet små 30 minutter senere kunne bringe den spirituspåvirkede mand til standsning i Kalundborg.
Ordensmagten anholdt manden og lagde ham i håndjern, da han skulle køres til sygehuset med henblik på blodprøve. Herefter tog det for alvor fart.
Tilbød bestikkelse
Under transporten til sygehuset tilbød den 29-årige mand nemlig penge for at blive frigjort af håndjernene. Da kravet blev afvist, og den 29-årige mand var på hospitalet i forbindelse med blodprøveudtagelsen, kaldte han betjente ind på stuen.
Herefter blev betjentene svinet til med flere nedværdigende og nedsættende kommentarer, skriver Midt- og Vestjællands Politi i deres døgnrapport.
Inden sin løsladelse rejste politiet derfor en række sigtelser mod den 29-årige mand.
Blandt andet er han - ud over spirituskørslen og flugten fra påkørslen af campingvognen - sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om bestikkelse af en offentlig myndighed og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.
Den 29-årige mand kan derfor se frem til at høre fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, og sagerne imod ham skal afgøres.