Sad du i bilen, eller kender du dem, der blev udsat for det? Tip os på 1224@eb.dk eller på SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)
Man kan næsten ikke forestille sig, hvordan det må være at sidde foran rattet og passe sin kørsel på motorvejen og pludselig mærke en kæmpe sten falde ned i taget, ruden eller fronten på sin bil.
Det mareridt gennemgik fire personer søndag aften, da de kom kørende i vestgående retning på E20 på Fyn ved den lille by Skallebølle vest for Odense i en personbil.
Pludselig ramlede en 30 kilo tung flise ned i bilen. Det fik den og fire andre bilister til at forulykke på motorvejen.
- Kvinden i bilen er ramt og har hovedskader, men hun er ikke i livsfare, sagde vagtchefen hos Fyns Politi til Ritzau tidligt mandag morgen.
Gudskelov slap personerne i de andre biler også nådigt fra uheldet, men man ved endnu ikke, hvem der står bag stenkastningen.
Sket før
Det er imidlertid ikke første gang, nogen har kastet ting ned på motorvejen fra netop broen ved Langesøvej ved Skallebølle.
Så sent som 29. september 2015 måtte en lastbilchauffør tilkalde politiet, fordi hans vogn var blevet ramt af sten kastet ned fra broen. Dengang fandt man ikke ud af, hvem der stod bag kasteriet.
- Vi kørte derud, men fandt ikke nogle stenkastere. Vi vil gerne opfordre forældre til at tale med deres børn om, at det gør man ikke, sagde Carsten Møllegaard, der er kriminalassistent hos lokalpolitiet i Assens, dengang.
Artiklen fortsætter under billedet:
Ramte bil med to børn: 30 kilo flise kastet fra motorvejsbro
Et mirakel, at skaderne er så små
Til gårsdagens nedkastning søger politiet nu vidner, som har set noget omkring broen ved 22-tiden søndag aften.
- Det er en sag, vi ser meget alvorligt på. Jeg vil nærmest kaldet det et mirakel, at de fire i bilen ikke kom alvorligere til skade, end de gjorde, siger Anders Lundegaard, leder af Assens Lokalpoliti, der efterforsker sagen, i en pressemeddelelse.
Han opfordrer til, at man ringer til 114, hvis man ved noget om sagen.
- Vi håber meget, at nogen derude vil kunne hjælpe os med at finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene, siger Anders Lundegaard, der forklarer, at flisen ikke lige er en, man går med under armen.
Faktisk arbejder politiet med en teori om, at flisen er blevet transporteret til stedet i en bil eller trailer. Flisen målte - inden den gik i stykker - 40 gange 60 gange seks centimeter.
Derfor er det så farligt
I det hele taget er det desværre langt fra en sjældenhed, at folk kaster ting ned fra motorvejsbroer.
I december 2014 skete det også ved byen Marcinelle i Belgien, hvor føreren af bilen døde på stedet. Han var 34 år og kørte i bilen sammen med sin kone og deres nevø. De to slap uskadte fra ulykken, hvor to unge mænd efterfølgende blev anholdt.
Dengang var det ikke en gang en stor flise, der blev kastet ned fra broen. Faktisk kan selv små sten gøre mere skade, end man umiddelbart skulle tro.
- Når man kaster dem ned fra en bro, hvor de kan nå at få fart på, og de så rammer en bil med 130 kilometer i timen, så kan stenene fungere som et projektil, siger vagtchefen hos Fyns Politi mandag formiddag til Ekstra Bladet.
Sad du i bilen, eller kender du dem, der blev udsat for det? Tip os på 1224@eb.dk eller på SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)