Hvis du står og overvejer, om du skal investere i en kongepyton, skal du tænke dig om en ekstra gang.
Sådan lyder advarslen fra politiet, efter at der tirsdag blev stjålet 31 slanger af racen kongepyton og træpyton fra en adresse i Mern på Sydsjælland.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.
Indbruddet fandt sted i et hus på Øster Egesborgvej i Mern mellem klokken 9 og 13 tirsdag.
- Det er sket i en privat beboelse, fortæller pressevagten.
Id skal kunne dokumenteres
Politiet opfordrer til, at man sikrer sig, at der ikke er hæleri med i spillet, hvis man får tilbud om at købe en pytonslange.
- Alle kvælerslanger er omfattet af den internationale lovgivning om beskyttelse af dyr (CITES), og man skal derfor altid kunne dokumentere deres lovlige oprindelse, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Ekstra Bladet har været i kontakt med politiet for at høre, præcis hvor mange slanger der blev stjålet, og hvordan de blev transporteret væk. Politiet er endnu ikke vendt tilbage.
Hvis man har mistanke om, at en person, der tilbyder at sælge en slange, ikke har rent mel i posen, opfordres man til at kontakte politiet på telefon 114.