37-årig mand er død efter trafikulykke på Storebæltsbroen

To biler var involveret i en færdselsulykke torsdag aften på Storebæltsbroen, hvor en mand blev dræbt

37-årig mand er død efter trafikulykke på Storebæltsbroen

En 37-årig mand er blevet dræbt i en trafikulykke på Storebæltsbroen torsdag aften.

Det oplyser vagtchef Lars Denholt ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi omkring midnat natten til fredag.

En bil kom af ukendte årsager ud af kurs i vestgående retning mod Fyn og endte på tværs mellem første vognbane og nødsporet, fortæller Lars Denholt.

- Da føreren så stiger ud og går om bag sit køretøj, der befinder sig midt i første vognbane, kommer der en bil, som ikke ser ham, og påkører ham direkte, siger vagtchefen.

Manden blev efterfølgende erklæret død.

Der blev ifølge TV2 Fyn sendt en helikopter til landingspladsen på Sprogø for at afhente manden.

- Føreren af den anden bil er sendt til kontrol på hospitalet, men er umiddelbart uskadt, siger Lars Denholt videre.

Ulykken betød, at Storebæltsbroen var lukket helt ned i over to timer i retning mod Fyn.

Klokken 00.30 blev der åbnet for biltrafik i retningen igen.

Omkring klokken 01 oplyser Sund & Bælt på Twitter, at der ikke længere er kødannelse på broen, ligesom at der ifølge politiet er blevet ryddet op.

Den 37-åriges familie er blevet underrettet, oplyser politiet.

Ulykken indtraf ifølge TV2 Fyn klokken 21.38.