Se mere video på localeyes.dk
En 39-årig mand er skyldig i drab på sin kone og tre børn.
Det konkluderer et nævningeting i Retten på Frederiksberg onsdag.
Da man venter på en udtalelse fra Retslægerådet i forhold til mandens mentale tilstand, vil retten først tage stilling til, hvilken straf den 39-årige skal have, på et retsmøde 31. maj.
Skyldkendelsen kommer ikke som den store overraskelse. Manden erkendte således drabene, da han, kort tid efter han var blevet anholdt, blev fremstillet i grundlovsforhør.
Det samme gjorde han, da retssagen begyndte i slutningen af februar.
Her forklarede manden, der har afghanske rødder, at drabene var kulminationen på en længerevarende strid med hans kone.
- Vi (manden og hans kone, red.) skændtes hele tiden. Hun havde lovet min datter væk til en mand i Afghanistan. Det ville jeg ikke have.
- Jeg mistede kontrollen over mig selv den morgen. Jeg var ikke mig selv, jeg var drevet fuldstændig til vanvid, efter alle de ting hun sagde til mig, sagde den 39-årige i retten.
Drabene fandt sted 11. april sidste år.