49-årig mand knivdræbt: 40-årig er nu anholdt

Nordjyllands Politi har mandag eftermiddag anholdt den 40-årige mand, der var eftersøgt for et knivdrab i Frederikshavn

Søndag aften blev en 49-årig lokal mand knivdræbt på en adresse i Frederikshavn, og i den forbindelse blev en 57-årig mand og en 38-årig kvinde anholdt. Ved samme lejlighed eftersøgte Nordjyllands Politi en 40-årig mand for drabet.

Han er netop i de sene eftermiddagstimer mandag blevet anholdt, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

 Mand død efter knivstikkeri søndag aften

Sigtet for drab
Politiet fik anmeldelsen om drabet klokken 21.21 søndag aften, og siden er både den 57-årige mand og den 38-årige kvinde blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg mandag - begge sigtet for drab. Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens kvinden er blevet løsladt. Politiet opretholder dog sigtelsen mod hende.

- Vi skal blandt andet efterprøve både den fængslede og kvindens forklaringer, forklarer vicepolitiinspektør, Frank Olsen.

Han uddyber, at politiet fortsætter deres intensive efterforskning af sagen. I den forbindelse vil politiet fortsat afhøre vidner og sikre yderligere spor i sagen.

 Mistænkt for kniv-drab - har tidligere begået mord

Truffet af politiet
Den 40-årige mand, der søndag aften blev eftersøgt i drabssagen, blev mandag eftermiddag truffet af en politipatrulje, der anholdt ham.

- Ham har vi fået indbragt til Politigården i Aalborg. Han er blevet sigtet for drab, og han afhøres i aften, forklarer vicepolitiinspektøren.

Det forventes, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdag, og Nordjyllands Politi har ligeledes indledt en efterforskning mod ham blandt andet med det formål at afdække hans færden siden drabet.