50-årig mand stukket ned i Brønshøj

En mand er uden for livsfare, efter at han blev stukket tre gange med kniv. Politiet leder efter mistænkt

50-årig mand stukket ned i Brønshøj

En 50-årig mand er mandag aften blevet stukket tre gange med kniv i Brønshøj i København.

Det oplyser Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Løvetandsvej klokken 18.09.

- Han er blevet stukket i brystet og to andre steder, men han er uden for livsfare, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at politiet har været talstærkt tilstede.

Midt på aftenen arbejder politiet stadig i området med teknikere og hunde. Man har dog en idé om, hvem gerningsmanden er.

- Vi leder efter en navngiven mistænkt. Han ved, at vi leder efter ham, så det letteste vil jo være, hvis han selv indfinder sig, siger Kenneth Jensen.

Ifølge efterforskningslederen er offeret og den formodede gerningsmand i familie med hinanden. Der er altså ikke tale om bandeopgør eller et overfald på en tilfældig.