En 51-årig mandlig motorcyklist er i kritisk tilstand efter en ulykke fredag aften.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet formoder, der er tale om en soloulykke, men de præcise omstændigheder er ukendt.
- Han bliver fundet af en forbikørende i en grøft. Vi har ikke talt med vidner, der har set ulykken, så vi ved ikke, hvor lang tid han har ligget der, siger vagtchef Jan Lindholdt.
Han tilføjer at mandens tilstand er kritisk men stabil.
Ulykke skete på Bedstedvej syd for Agerskov, hvor en bilist fandt motorcyklisten og alarmerede politiet klokken 19.37.
Manden blev efter ulykken fløjet til Odense Universitets Hospital i helikopter.
- Vi har en formodning om, at han kommer for langt ud i en svag kurve , siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.