Midt- og Vestjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.30 en 54-årig mand i sagen om drabet på en 59-årig mand i Hørdum i Thy.
Manden er sigtet for at have skudt den 59-årige flere gange i maven mandag aften i offerets hjem på Tårnvej i Hørdum.
Offeret sad ifølge Ekstra Bladets oplysninger død i sin sofa, da hans søn fandt ham sent mandag aften.
Den 54-årige mand blev anholdt tirsdag eftermiddag.
En beboer i den lille landsby, som bor i nærheden af gerningsstedet på Tårnvej, fortalte tidligere tirsdag til Ekstra Bladet, at han slet ikke klar over, at der havde fundet et drab sted mandag aften.
- Jeg har hverken set eller hørt noget. Men der bor en person i den pågældende villa. Han har boet der i flere år. Men det er også mit indtryk, at huset i perioder har stået tomt. Det har virket lidt tilfældigt, hvornår han har været der, siger landsby-beboeren til Ekstra Bladet.
En anden beboer fortalte, at han har set en ung mand og en ældre mand køre i den bil, som typisk holder parkeret i indkørslen.
- Jeg har set dem i bybilledet, men det er slet ikke nogen, som jeg kender.
Efterforskningsleder Hans Roost har ikke ønsket at udtale sig om en eventuel relation mellem den anholdte og offeret, og han har heller ingen kommentarer til motivet til drabet.
Anklager Claus Benner vil anmode om lukkede døre i grundlovsforhøret, og Midt- og Vestjyllands Politi har derfor ikke yderligere udtalelser i sagen inden grundlovsforhøret.
Naboer til drab i Hørdum: Familien holdt sig meget for sig selv