En makaber sag har sendt chokbølger gennem både Sverige og Norge.
For i en fryser i et hus i Vestre Värmland midt i Sverige fandt svensk politi torsdag ligdelene af en norsk kvinde.
En 55-årig mand blev i forlængelse af det grufulde fund anholdt i sagen og sigtet for drab, usømmelig omgang med lig og krænkelse af gravfreden.
Og nu har manden delvist erkendt.
I hvert fald det sidste af forholdene. Det fortæller hans advokat, Stefan Liliebäck, efter dagens retsmøde, ifølge Expressen.
’Han har erkendt, at han har haft kvinden i sin fryser i flere år. Så en dag måtte det jo komme frem’, forklarede Stefan Liliebäck til de mange fremmødte journalister.
Manden er efterfølgende blevet varetægtsfængslet i 14 dage, mens politiet efterforsker sagen.
Nægter sig skyldig
Derudover er det kommet frem, at manden nægter sig skyldig i drab.
’Der er ikke beviser for, at han skulle have begået et drab. Så enkelt er det’, sagde Stefan Liliebäck i den forbindelse til NRK.
Forsvaren fortæller derudover, at den 55-årige har forklaret sig til både politiet og nu i retten, men at offentligheden altså på nuværende tidspunkt må vente med at høre nærmere.
’Det kan jeg ikke udtale mig om, for jeg er blevet underlagt tavshedspligt af statsadvokaten’, forklarede Stefan Liliebäck.
Naboerne har aldrig set kvinden
Manden har været registreret beboer i huset i Vestre Värmland i mere end ti år.
Kort tid efter at han flyttede ind, blev en lidt ældre kvinde også registreret som beboer.
Men en nabo, som Expressen har talt med, fortæller, at han aldrig har set en kvinde i huset.
- Vi er nok mange, der har undret os over, hvor hans kone var henne, for vi så hende aldrig.
To unge mænd blev dræbt i Taastrup i sidste uge. Ekstra Bladet har talt med de pårørende til en af de sigtede. Hør mere i 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app