Torsdag aften blev en 57-årig mand meldt savnet ved Venø, men nu er han desværre fundet druknet.
Det melder Midt- og Vestjyllands Politi.
Det var en borger, der gik på østsiden af Venøs sydspids, der fandt manden liggende livløs i vandkanten. Borgeren var ude og lede efter den 57-årige, da vedkommende fandt ham.
Politiet formoder, at der er tale om en tragisk hændelse.
Hele fredag morgen har politiet haft en stor eftersøgning i gang efter manden. De har både søgt med helikopter, hundepatruljer, både, dykkere og sonarudstyr.
Efterladt jolle
Manden blev sidst set torsdag aften, da han sejlede ud fra havnen i Struer med sin jolle. Familien slog alarm, da han ikke var hjemvendt klokken 23.10.
Senere fandt man jollen med anker i vandet ved Venø. Mandens telefon lå i båden.
Mandens nærmeste pårørende er underrettet. Politiet takker folk, der har deltaget i eftersøgningen.